Er Gud klimakrisens sejrherre?
Kan det nu også passe, at et stigende antal af unge fra storbyens kulturskabende kredse finder vejen til tro og religion i en tidsalder, hvor de igen og igen har måtte sande, at voksengenerationen har fejlet med at tage ansvaret for kriser vedrørende klima, trivsel og omsorg for klodens fattigste?
Det lyder på en måde for langt ude til at være sandt: Tro, religion og Gud har altid været super-kontroversielt, men ikke desto mindre er det præcist det mønster, som vi, til vores store overraskelse, opdagede i vores nyeste feltstudie, udgivet og finansieret af medlemmerne i Klub Fremtidsfabrik, Ungdomsliv Behind The Scenes II.* Undersøgelsen blev foretaget i vinteren 2022 og foråret 2023 og er Fremtidsfabriks hidtil mest omfattende antropologiske undersøgelse af dansk ungdomskultur med 86 informanter.
Vi har gennem de seneste 8 år haft en ret god track record i vores feltstudier, hvilket kun er muligt, fordi metoden, som ligger bag vores feltstudier, cultural probes, lader ungdommen (informanterne) komme til orde og stiller os som analytikere helt i baggrunden. Derfor fornemmede vi også, at medlemmerne af Klub Fremtidsfabrik var rimelig spændte, da de mødte op på H15 i Kødbyens Eatery for at høre, hvad det nye ville blive. Ungdommens nye oprør.
Vi kunne derfor straks ane skuffelsen i medlemmernes øjne, da vi indledte med følgende konstatering: “Vi er nu kommet dertil, at Mette Frederiksen har drænet en hel generation af unge for samfundssind. Der kommer ikke noget nyt oprør. Ungdommen er udpint. Den kan ikke holde til fortsat at bære ansvaret for os voksne og vores manglende evne til at tage ansvar. Det er slut. Vi voksne har ikke længere noget eller nogen at klappe af. Eller noget at skrive om i Politiken og Information — og “det vildeste er, at det på en eller anden måde er på tide.”
Hvorfor er det på tide? Det er jo fantastisk, at vi har en generation af unge, som bekymrer sig og som tager ansvar? Sådan kan man selvfølgelig godt anskue unges klima engagement, særligt hvis man IKKE selv tilhører den unge generation. Fordi udefra set ser det jo flot ud. Ansvarligt. Endelig en ungdomsgeneration som VIL noget.
Men hvis vi anskuer unges klima engagement på ungdommens egne præmisser, så vil vi hurtigt opdage, at trivselskrisen lige præcis er konsekvensen af unges klima-oprør, “Gretha Thunberg-effekten.” Ganske vist har det set helt perfekt ud udefra, når unge har klimastrejket eller er blevet veganere, men samtidig er det selvsomme klimaengagement, som har resulteret i, at rigtig mange unge i dag lever et liv præget af skyld og skam, fordi de føler sig utilstrækkelige, fordi de ikke føler, de gør nok. Det er nemlig lige præcist det segment af klimabevidste, ressourcestærke unge, som er den nye gruppe af trivselsudsatte. Unge fra øvre middelklasse, dem fra et hjem fra klaver, som typisk lige nu går på en ungdomsuddannelse eller en lang videregående uddannelse. De har gradvist opdaget, at de jo ikke kan løse problemet, selv om de stopper med at flyve, spise kød og i øvrigt nægter at sætte sig ind i en benzinbil.
Det er klimakrisen, som har givet unge følelsen af, at vi voksne ikke tager ansvar, og dette har ført til, at mange unge i vores feltstudie, helt er begyndt at miste tilliden til voksengenerationen, forældre, magthavere — ja, menneskelige autoriteter. Samtidig ser vi, at selvsamme unge i tiltagende grad har brug for aflad for den skyld, skam og utilstrækkelighed, som følger med det gigantiske ansvar. Skyld og skam, når de afviger og spiser oksekød i en brandert, skyld og skam, når de sætter sig ind i en bil med familien og skyld og skam, når de føler sig lykkelige for en stund, alt imens halvdelen af deres jævnaldrende har enten stress, angst eller depression.
Sagen er nemlig den, at børn og unge i bund og grund har brug for autoriteter, som de stoler på. Autoriteter som tager ansvar og ikke nøjes med at kaste ungdommen i manegen for at klappe af dem eller skrive om dem i Politiken, når de tager ansvaret.
I afmagtens øjeblik er det så netop, at Gud, religion og tro kommer ind i billedet, for hvem kan ellers garantere den ultimative katarsis? I feltstudiet møder vi således igen og igen klimabevidste og kulturelitære unge, som i et forsøg på at finde håb nu begynder at flirte med tro og religion. Når vi beder dem om at sende billeder af bøger, de pt. er optagede af, så sender de billeder af Pave Frans og hans bog, “Lad os drømme, vejen til en bedre fremtid.” Når vi spørger, hvad deres sange handler om, så siger de Gud og tro — og når vi spørger, hvad de talte med deres bedste ven om sidste weekend, så var det, om Gud mon kunne redde klimaet, trivsels krisen og den mellemmenneskelige kærlighed.
Når os voksne ikke har været vores ansvar bevidst, er der så kun det metafysiske håb om Gud, der står tilbage? Det er næsten for kontroversielt til at være sandt — og så igen: Er troen på Gud af præcist samme grund ikke det ultimative ungdomsoprør i en tidsalder, hvor alle andre autoriteter har fejlet?
*Klub Fremtidsfabrik er et fællesskab bestående af de uddannelser og organisationer i Danmark, som er allermest optaget af at forstå den unge generation. Medlemmerne er blandt andet: Københavns Universitet, Ingeniørforeningen IDA, Ålborg Universitet, IBM, Digital Dannelse, SDU, Engineer The Future, Haldor Topsøe og DIF. Læs mere
